Ny bog ude sommer 2025

Bitte vender tilbage!

Bæredygtige Bitte vender snart tilbage i en ny fortælling. Lige så intens, tåkrummende og glødende som i ‘Den dag Bitte blev bæredygtig’ fra 2020.
Med den forskel, at krigsangst nu totalt overskygger klimaangst i Bittes verden. Så hun begynder at preppe… Glæd dig til sommeren 2025, hvor bogen udkommer!

Ingen vil bo i Thionville

Danske Meth har boet tyve år i Paris. Invitationerne til brylluppet med smukke Théo er sendt ud. Men da tilværelsen slår en kolbøtte, må Meth flytte til Udkantsfrankrig. Nærmere bestemt til byen Thionville, klos op ad atomkraftværket Cattenom. I en hverdag der på alle måder ligger langt fra alt, hvad hun ellers kender, forsøger Meth at finde både sig selv og en dybere mening med livet.

Ingen vil bo i Thionville er en selvstændig fortsættelse til romanen No. 54.

Den dag Bitte blev bæredygtig

Det er den varmeste juli nogensinde. Verden brænder. Bitte sidder i sin have og sveder. Hun synes, at nogen burde gøre noget for klimaet. Måske især hendes nabo. Bitte beslutter sig for at begynde med sig selv. De gode intentioner løber løbsk, og det går hårdt ud over Bittes omgivelser.

Den dag Bitte blev bæredygtig er en lille roman om et menneskes store forsøg på at gøre alting rigtigt i kampen mod klimaforandringerne.

No. 54

I en smal gade i det indre Paris ligger No. 54. Her hersker kaos. På anden og femte etage huserer Qualipôle, en virksomhed hvis medarbejdere kryber sammen i køkkenet, når chefen, Madame D, raser. I en hverdag præget af kassettebånd og faxmaskiner lærer hovedpersonen Meth langsomt at overleve i en storbytilværelse, hvor kun de stærkeste er berettiget til en plads.

NO. 54 er en fortælling om at leve og overleve på en fransk arbejdsplads.

Vil ikke forstyrres

En boksetime. En by. En Bibi, der bare ikke vil forsvinde fra Annes perfekte ægteskab med Anders. En fortælling om forvirrede voksne, om udfordringerne ved en udstationering, og om at være fortabt i sin egen tilværelse.

Vil ikke forstyrres er min svære to’er. Den blev i øvrigt anmeldt til to stjerner i Berlingske.

Farmerhjerte

Bogholderen Mona forsøger at komme sig efter et brutalt brud med sin kæreste, rigmandssønnen Theis, som er fast forsidestof i sladderbladene.

Derfor drager hun i eksil hos Claus, der er 10. generations planteavler på Bredstensgaard. Men Monas ankomst forstyrrer i den grad den landlige idyl.

Farmerhjerte er en roman om at elske for meget, måske elske den forkerte og om at huske at elske sig selv.

Farmerhjerte er min romandebut fra 2014. Oprindeligt udkom den på Turbine Forlaget, men den er nu genoptrykt i et begrænset oplag (100 eksemplarer) på Byens Forlag.